Aalborg ønsker at være en by med optimale vækstbetingelser for eliteidrætten, og godt fordelt ud over hele byen ligger uddannelsesinstitutioner og sportsfaciliteter med særlig relation til eliteidræt. Et par steder, som fortjener særlig fremhævning, er dog AaB College i bydelen Vejgård og hele sportsmiljøet i Aalborg Vestby centreret omkring Aalborg Stadion.
AaB College er for enhver, der gerne vil prøve sig selv af inden for sin sportsgren og for den, som ønsker at gøre noget mere ved det. Beliggenheden i Vejgård, der næsten er en by i byen, betyder blandt andet, at der ikke er langt til Gigantium. Som elev på college kan man vælge mellem at bo og spise hjemme eller på skolen. Du kan læse mere om, hvilke sportsgrene og uddannelser AaB College tilbyder på skolens hjemmeside.
I Aalborg Vestby omkring to kilometer fra centrum er der efterhånden blevet etableret det, man nærmest kunne kalde en elitelandsby. I umiddelbar nærhed af hinanden finder man her Aalborg Stadion, Haraldslund Vand- og Kulturhus, Aalborg Sportshøjskole og Anneberghus, hvor kommunen tilbyder eliteidrætsudøvere billige boliger med mulighed for bespisningstilbud. Desuden har SIFA til huse i området. Resultatet er et godt socialt eliteidrætsmiljø i den smukke Aalborg Vestby med mangfoldige træningsfaciliteter og mulighed for rådgivning og erfaringsudveksling.